Aric var en lille by. Det var ikke meget andet end en samling tætpressede huse og en lige vej. Egentlig var der mere vej end by, og var det ikke for vejen, kroen og de rejsende, der tit kom igennem, havde byen nok ikke haft et navn. Men vejen var der, de rejsende kom og byen havde et navn, samme navn blev delt af kroen, der fantasifuldt var blevet navngivet Arics Kro. Kroen var ikke synderligt stor, men større end de fleste landsbykroer, og som altid var den fyldt.
Lys blev kastet ud gennem vinduerne i den nu mørkelagte by. Musik og latter kunne høres i hele byen og ud til de nærliggende vingårde, men kun vinplanterne, der lå som reder tæt ved jorden, var vidne til dette. Alle andre var inde i kroen og alle deltog de i latteren og larmen – eller, næsten alle deltog i larmen.
En mand, mørkhåret, vejrbidt og skulende, sad for sig selv, så meget som kroens menneskemængde ville tillade at nogle kunne 'sidde for sig selv'. Han havde en plads ved en af kroens hjørneborde, og på hver side af ham, var der en tom stoleplads – stolene var for længst væk, men pladserne, hvor de skulle have været var stadig tomme. Dette var udstrækningen af hans ensomlige plads, næsten omringet af rejsende og byens beboere. Men det lod ikke til at påvirke ham, og lige så upåvirket han var af tomheden ved hans side, var han også upåvirket af menneskernes larm, dans og latter. Hans bryn var rynket tæt sammen, og mødtes næsten midt for næsen, hans sorte øjne var sammenknebne, og munden sat i en uvenlig grimasse. Udtrykket holdt pladserne ved hans sider tomme, men havde han selv vidst at hans mine var mindre end almen venlig, ville han ændre udtryk med det samme. Oliver, som manden hed, var ikke sur eller vred, ikke engang noget så banalt som mindre utilpas – han var tænksom, og ansigtet var ikke vredt, men undrende, sådan som det oftest var.
Tidligere på aftenen, da kroen havde ageret spisested og ikke det cirkus det var nu, havde Oliver delt bord – samme bord han stadig sad ved – med en gruppe handelsfolk. De havde talt endeløst om deres rejser og hvor de var rejst fra. Den ene havde fortalt om sin lange rejse fra Mecalis, gennem Brixanda og nu rejsen gennem Enna-Høj. Han havde fortalt om sin hjemby, en mindre havneby i det østlige Mecalis, Saena havde den handlende kaldt byen, og fortalt videre om sin familie, han allerede længtes efter at se igen. Handelsfolkene havde længe delt historier og fortællinger om familier derhjemme. Den yngste iblandt dem var netop blevet gift, og dette var hans første rejse med ægteparrets fælles firma – hans partner var også ude og rejse, ud fra deres sidste brevudveksling var han netop rejst fra Aiden og de havde planer om at mødes i Brixanda By til midsommer. De mere garvede handelsfolk var mere end entusiastiske om at give den unge mand råd og vejledning inden for branchen. Og da der ikke var mere at fortælle om, hvor de kom fra begyndte de at fortælle om, hvor deres rejse gik hen. En af dem fortalte at hun havde sikret sig en rejse mod Idonia, og forhåbentligt kunne rejse mod Caerimanos derfra – hun havde fået mulighed for at anskaffe sig en handelspartner i det store rige. Dette blev mødt med anerkendende lykønskninger og den mindste smule misundelse, som det var forventet.
De havde tidligt på aften forsøgt at inkludere den stille rejsende i deres samtale, i den tro at hans stilhed kom af et genert sind. Olivers nu ensomme bordplads indikerede hvor vellykket deres forsøg havde været.
Musikken, latteren og larmen fortsatte alt imens månen bevægede sig over den brixanske nattehimmel, og midt i festlighederne sad Oliver, uopmærksom, stirrende ned i sit halvfyldte bæger.

Til Tassia,
 På denne tid af året, nyt som det er, burde jeg være på vej mod Dena, i stedet er jeg tilbage i Enna-Høj. Det plejer jeg ikke at være nu, og jeg kan ikke nå til Dena i tide. Det er ikke af min gode vilje jeg rejser denne vej, men arbejdet bestemmer rejsen, ikke manden. Og hvis dette lykkes, hvis arbejdet er godt, behøver jeg ikke at rejse mere.
 Jeg håber at du har det vel på akademiet – hvis du stadig er der ­­– og at du finder glæde i dine studier, hvad end de mått—

Blæk flød udover Olivers sirligt skrevet ord og løb ned i træet under papiret. Et hårdt skub fra siden havde fået Oliver til at vælte blækhuset, hvis indhold hurtigt tømtes udover bordet. Han greb ud efter det og nåede at redde de sidste dråber – resten, samt papiret var spildt og ødelagt. Han havde overvejet at skrive brevet allerede i går aftes, men havde fravalgt det grundet uroen og lystighederne, der havde hersket i rummet. Morgendagens tidlige timer havde virket mere lovende, men som Oliver så blækket ødelægge hans papir – hans hårdt tjente og dyre papir – fortrød han sin beslutning. Stille forbandede han sit uheld. På hele sin rejse var han ikke blevet forstyrret, og nu, nu hvor han havde valgt at skrive brevet… Han så ned i blækhuset og på de sølle dråber der samlede sig i det, og så sit papir blive gennemvædet. Brevet var ødelagt.
”Domin, jeg beklager! Hvor klodset af mig!”, Oliver så ikke mod den beklagende, klodsede person, der havde forstyrret ham, men stirrede i stedet på det spildte blæk, der flød som blod over bordet.
”Undskyld!”. Dette undskyld var ikke henvendt til Oliver, men til serveringspigen, der kom mod dem. ”Har De en klud? En fugtig klud. Jeg beklager, Domin, jeg beklager virkelig”. Stemmen fortsatte sine beklagelser i et desperat og udmattende tempo. Stemmen var lys og let og sprød – som en kølig vintermorgen. En behagelig stemme stopper ikke blæk fra at ødelægge mit papir. I sin irritation så Oliver væk fra floden af blæk og op på kvinden der talte. Sortmalet og vild. Det var de første træk Oliver så ved den unge kvinde, der forfjamsket forsøgte at tørre blæk op fra bordet, alt imens hendes stemme fortsat fyldte krostuen. Den mørkbrændte hud og de mørke øjne, samt det sorte hår var meget genkendeligt for Brixilian og brixanske borgere. Det der fangede Olivers blik, var den sorte sminke hun havde lagt om sine øjne. Modsat kuls støvede og bløde udtryk, som mange brixanere brugte for at fremhæve deres øjne, så var denne sminke skarp og kraftig. Virkningen var både truende og tryllebindende, som var det sminke en kriger eller prins ville bære. Selve placeringen og stilen var ikke uvant i Brixilian, men… i sort? Så hendes sminke er moderne og unik… hvad så?! Igen, det hjælper ikke på blækket.
”Domin, jeg skal nok erstatte blækket og papiret- åh! De var ved at skrive et brev! Brixanda skamme sig over min klodsethed!”, Oliver skulle til at svare hende, eller blot stoppe hendes uendelige teatralske monolog, da en anden stemme blandede sig i talen.
”Maelia, hvad er problemet?”, Endnu en lys stemme, dog tungere end den unge kvindes, brød ind i den før ensidige samtale. En ung mand kom hen til bordet, hvor Oliver holdt sin plads, han bar tre skåle et-eller-andet, formodentlig grød. Ved Brixilion! Har jeg sat mig ved forsamlingsbordet?! Oliver blev ikke mindre irriteret over den fortsatte tilstrømning af unge mennesker, ungdommen bragte spontane handlinger og ugennemtænkte planer med sig – intet mindre end kaos, og Oliver havde ikke brug for mere kaos. I det mindste kan de ikke længere ødelægge mit papir eller spilde mit blæk. Kommenterede hans indre stemme tørt. Det er fordi vi ikke har mere!
”Åh nej”. Manden så fra Maelia til Oliver med et blik, der bedst kunne beskrives som opgivende. Kvinden, Maelia, skød et blik der kunne dræbe mod den unge mand og åbnede munden som ville hun sige noget, og havde nok også talt, hvis endnu en stemme ikke havde blandet sig.
”Har hun ødelagt noget igen?”. Personen der talte, kom også hen til bordet, og satte sig nær Maelia, hvilket betød at hun satte sig nær Oliver. Endnu en plageånd… fantastisk. Hun lød ikke overrasket eller oprørt over Maelias uheld og rakte ud efter en af morgenmadsskålene, den unge mand netop havde placeret på bordet, som var det blot endnu en rutinepræget morgen. Det gik op for den unge siddende kvinde at hun ikke kunne nå sin skål.
”Caius?”. Hun fangede den unge mands blik, smilede og rakte igen ud efter skålen, som Caius flyttede hendes vej. Hun fik skålen og mistede dermed al interesse for omverdenen. Maelia havde blusset ved den anden kvindens udtalelse, og modsat Caius' kommentar sendte hun ikke vrede blikke mod sin siddende ven, men så igen på Oliver.
”Undskyld Domin”, sagde hun endnu engang. Oliver rystede afværgende på hovedet og holdt sine hænder oppe, med håndfladerne ud ad. Vrede hjælper ikke, hold dig høflig. Vejledte stemmen ham. Høflig?! Hun ødelagde dit sidste stykke papir! Vi har holdt på det siden Sïalka, vrede er på sin plads! Han ignorerede denne stemme og fremtvang i stedet et smil.
”Jeg har mere blæk–” sandt, han havde tre sølle dråber ”–Og jeg kan købe nyt papir i Vinæra”. Hvis han havde penge til det, men han ville sige alt blot for at få tilstrømningen af unge mennesker til at stoppe. Det foretagende er håbløst. Da han nævnte Vinæra lyste Maelias ansigt op, hvilket gjorde hende endnu mere vild at se på. Hendes runde kinder blev presset op til øjnene, der glimtede som sorte perler fanget i solen.
”Vinæra! Fantastisk, Domin! Så kan jeg erstatte Deres papir”. Med en energisk håndbevægelse, der ville have ramt den siddende kvinde i hovedet, havde hun ikke dukket sig, gestikulerede hun til resten af bordet, hvor yderligere to havde sat sig. ”Vi er selv på vej mod Vinæra, så vores rejse går samme vej”. Som var sagen afgjort satte hun sig på stolen nærmest, hvor hun stod. Kun ham de havde kaldt Caius stod stadig, men han fandt også en stol og trak den hen til det nu fyldte bord. Freden er i sandhed forbi. Grødskåle blev fordelt og drikkevarer blev bragt til bordet lidt tid efter.
Oliver betragtede gruppen, der nu omringede ham, imens han fandt sin taske frem for at pakke sine sager væk. Både det ødelagte papir og tomme blækhus fandt vej ned i tasken. De unge talte og grinte, ikke brølende som folkene havde gjort aftenen før, men lavmælt og privat. Maelia talte meget, men ikke ustandseligt, hun lod de andre deltage, og som hun blev mere rolig og knap så panisk faldt også ordstrømmen. Overfor hende sad Caius, ung og brixansk af kulør – det var de alle. Han var iklædt gul og grøn, i alle deres afskygninger. De andre var knap så farverige, stadig med farver på sig – de var trods alt brixanske borgere – men deres tøj virkede mere slidt, støvede eller falmede.
Ikke at Oliver dømte dem for det, Brixanda vidste han selv var den mest slidte mand i Brixilians minde. Hans tøj havde engang været lilla, blåt og grønt, men var nu falmet til grå og brun og var kun skygger af deres tidligere farver. Selv hans taske var slidt til umiskendelighed, og kun dens engang høje kvalitet holdt den sammen.
Kvinden, der fik Maelia til at blusse, var lige så ung som resten af forsamlingen, og han ville gætte på at ingen af dem var en dag over tyve. Den unge kvinde sad rank og stille, hun deltog mindre i samtalen end de andre, men hendes øjne fulgte dem, der talte, og hun smilede når de andre grinte. Hun havde mørke øjne og skarpe tunge bryn, markante kindben og en næse, der havde været offer for et traume. Den sad skævt og havde et bræk på ryggen som havde nogen slået hende eller noget tungt faldet nedover den. På trods af hendes skarpe træk var hendes udtryk mildt.
De sidste to individer sad længst fra Oliver, den ene overfor den rolige unge kvinde og den anden for bordenden, overfor Oliver. Han havde brune øjne og sort kortklippet hår. Han smilte, talte og grinte med de andre og gjorde det hele med en lethed og energi, der for Oliver var direkte imponerende. Samtalen blev primært ført af ham og Maelia, der skiftedes til at tale og lade de andre svare eller tilføje passager i en historie, de var ved at fortælle.
Den sidste i gruppen, endnu en ung kvinde, sad og fulgte med i historien, hendes to venner var ved at fortælle. Hun sad og smilede, hagen i hænderne, som var det en historie hun havde hørt mange gange før, og var mere end villig til at hører igen. Hun havde langt mørkt hår, der var samlet i en fletning ned ad hendes ryg. Men det der fangede Olivers blik, var hendes øjne. Ulig de andre var hendes øjne lyse. Lyse, skinnende og utroligt, ubegribeligt grå. Det var slående i hendes mørke ansigt, og i al almindelighed var lyse øjne en sjældenhed blandt brixanere.
Hendes blik fangede Olivers og hun smilte, og kort efter løftede hun øjenbrynene i noget der bedst kunne beskrives som chok, eller overraskelse. Hun skubbede, lidt hårdere end nødvendigt, til sin talende ven, der øjeblikkeligt stoppede sin ordstrøm. Vennen så også lidt overrasket på Oliver, men hans overraskelse blev erstattet med et bredt smil.
”Jeg beklager Min, vi har helt glemt vores manerer”. Oliver kunne høre smilet i mandens stemme, og hans brug af Mín understregede kun hans unge alder. Det var en forkortelse af den høflige tiltale form Domin, og Oliver havde kun hørt det blive brugt blandt unge folk. Den unge smilende mand gestikulerede først til Maelia.
”Maelia har du mødt”. Den klodsede kvinde smilte til Oliver, men hendes smil gjorde intet for at skjule hendes forlegenhed. Den unge mand fortsatte med at tale. ”Jeg er Quintus, og er den uofficielle leder af vores lille trup”. Denne kommentar blev mødt med fnys og dæmpet latter. Pigen med de lyse øjne havde mindre pli end resten af gruppen og grinte højlydt.
”Meget morsomt Quin”. Den unge mand – Quintus – var tydeligt stødt, men kvindens lyse øjne fandt upåvirket Olivers. ”Jeg er Papia”, sagde hun med en latterfyldt stemme.
”Caius”, sagde Caius kort efter, og løftede svagt hånden i en hilsen.
Den stille pige løftede efterfølgende hånden og så for første gang på Oliver, ”Faenia”, sagde hun halvt smilende, som om noget ufatteligt morsomt netop var sket, men kun hun havde opdaget det. Oliver nikkede til dem alle og gav dem sit navn. Da han gav dem sit navn, virkede de alle skeptiske, men det var også et usædvanligt navn. Ingen ad dem kommenterede dog på dette. Samtalen fortsatte og Quintus begyndte igen sin fortælling. De unge mennesker ignorerede ikke Oliver denne gang, de anerkendte hans tilstedeværelse ved skiftevis at smile venligt i hans retning, eller spørge om han ville have noget at drikke, da serveringsdrengen kom for at tage deres skåle. Det ville han og Maelia ville betale, ”Som en undskyldning”, havde hun forklaret. Oliver satte pris på hendes undskyldning, mest af alt fordi han ikke selv havde penge nok til et krus vin.
Han deltog ikke i deres samtale, han var ikke interesseret og han var ikke villig til at dele mere om sig selv end nødvendigt. Og hvad kunne han bringe samtalen? De kendte ikke ham, og han ikke dem. Der var intet at dele mellem dem.
Efter de havde spist, og drukket deres vin, gik Caius op for at betale. Da han kom tilbage, havde alle de andre unge allerede egne punge oppe og var ved at tælle mønter.
”Hvor meget blev det?”, krævede Papia.
”Fem triens og to ekstra uncia for dig, Maelia”
”Fem triens! Jeg sagde jo vi bare skulle have taget fisken. Jeg sagde det!”. Det var Quintus der protesterede, Caius trak bare på skuldrende. Fem triens. Oliver sad forstenet i sin stol. Det var flere penge end han havde haft samlet de sidste måneder.
”Jeg er træt af fisk”, tilføjede Faenia, næsten som en sidebemærkning, ”Prisen var det værd”. Quintus skulle til at sige noget mere, men blev afbrudt af Papia, der tydeligt var træt af hans brok, hvilket tydede på at det ikke var første gang Quintus brokkede sig.
”Bare betal Quin, Caius har ikke fundet på prisen”, hun rakte selv Caius nogle mønter, ”Værsgo Mín”.
Maelia gravede desperat i sin pung og udstødte et teatralsk suk, ”Caius, De kan ikke dele en triens? Jeg har ingen uncia”. Han så søgende i sin pung og gav et undskyldende smil. ”Desværre ikke, jeg har lige brugt de sidste”.
”Du kan få seks af mig”, Faenia skubbede en lille bunke mønter mod Maelia, der udstødte et ”Fantastisk!”, og selv rakte Faenia en enkelt mønt. Derefter gav hun Caius hans del og erklærede stolt, ”En triens og to uncia. Som skyldt”
De fortsatte deres endeløse samtale og begyndte at samle deres ting. Vittigheder og spydige kommentarer blev delt mellem dem, imens de forberedte sig på at rejse videre. Da de var henne ved døren, standsede gruppen. Oliver kunne ikke høre, hvad der blev sagt, men det var tydeligt at de diskuterede noget. Faenia trak på skuldrene, Maelia greb Papia om ansigtet og nikkede. Papia rystede på hovedet, men Maelia lavede en vild armbevægelse, og skubbede Papia tilbage mod bordet. Hun sukkede tydeligt og travede tilbage mod Oliver, der forundret så til.
”Du rejser med, ’Mín”, måske var det ment som et spørgsmål, men måden hvorpå hun sagde det, virkede det mere konstaterende end spørgende.
”Det ville være bedre for os, hvis du gjorde”, fortsatte hun, ”ubehagelige veje at rejse alene på. Vi kunne bruge din hjælp”. Hun gestikulerede til hans taske og Oliver fulgte hendes blik. Interressant. Det var ikke alle, der genkendte stilen - og slet ikke så gammelt et design. Hans taske agerede, for ham, rejsetaske og alt-andet-taske, men det var egentlig en gammel lægetaske. Den indeholdt også lægemidler, som han om nødvendigt kunne gøre fornuftig brug af.
”Det er bedre at rejse i en gruppe”, gav han hende ret, men det var hurtigere at rejse alene. På den anden side kunne han ikke få nyt blæk og papir, hvis han rejste alene. Han så på Papia, der skiftede vægten fra den ene fod til den anden. Han så på de unge folk bag hende, der også stod og afventede hans svar. Han fangede Papias blik og så øjnene, der flakkede nervøst. Så de lysegrå øjne, som han opdagede, ikke kun var grå. På længere afstand kunne deres nuance ikke ses, men tæt på var det tydeligt. Det ene øje var godt nok gråt, men det andet øje, hendes venstre, var skovfarvet. Svagt og støvet, men tydeligt ikke gråt. Han havde mistænkt det – ikke farven – men grunden til den lyse pudsige farve. Og nu, med visheden om at det ene øje var grønt var der ingen tvivl om hans mistanke. Den unge kvinde, Papia, havde arkanisk potentiale.
Det var en sjældenhed. Få individer var født med indædt arkanisk potentiale, og sjældnere endnu var det at møde sådan et individ, der ikke allerede befandt sig på akademiet. Oliver smilte oprigtigt for første gang i lang tid, hans sorte øjne lyste næsten op, det var længe siden han havde mødt en anden arkanist.
”Jeg rejser med”, svarede han hende, Papia smilede til ham, et bredt strålende smil, og gennede ham hen til resten af hendes gruppe, hvor Maelia og Quintus fortsatte deres evige historier.

Blot få timer inde i hans rejse med den unge gruppe, opdagede Oliver særheder og underlige tendenser ved de unge folk. Ligegyldigt hvor de gik, om vejen var bred, smal eller blot en sti, gik de sammen. Ikke blot ved siden af hinanden eller i en lille tæt gruppe, men de var i konstant kontakt med hinanden, en hånd på en skulder, en arm slynget dovent omkring livet, en let berøring af albue, nakke, eller et let klap eller kærtegn af hovedet eller kinden. Hænderne eller armene hvilede aldrig samme sted længe, og skiftede hele tiden krop og placering, deres øjne søgte hinanden og når de mødtes vekslede de smil, der lignede de skulle være skjulte. De opsøgte hinanden og Oliver blev ikke udeladt af dette. De rørte ham ikke - heldigvis! - han gik for langt væk til at det ville være naturligt at hvile en hånd på ham. Men deres øjne søgte ham stadig. Og deres stemmer. De talte altid, dette var også pudsigt for ham. Oliver rejste altid alene og han havde sjældent været i en gruppe i længere tid ad gangen, så om konstant snak var sædvanligt for en gruppe individer kunne han ikke bedømme. Men deres evige kontakt og søgning af hinanden, sammen med deres ustoppelige samtale, gav Oliver fornemmelsen af at andre rejsegrupper ikke var som denne. Deres legende blikke, der til tider førte en samtale i sig selv, understøttede kun hans indtryk.
Som de bevægede sig fremad, fortsatte deres stemmer med at fylde det øde landskab omkring dem. Vejen under dem var støvet og tør af for mange dage uden regn, og landskabet mørkt og gråt – som det typisk var på denne egn. De unge folk talte om alt. Alt. Oliver var sikker på at de havde talt om alle emner der overhovedet kunne tales om og at de snart måtte løbe tør for ord, hvis de fortsatte i dette tempo – men nej. De fortsatte og gjorde deres bedste for at inkludere Oliver, der ikke lod sig deltage.
I stedet gik han i stilhed. Han var vant til stilheden. I de få tilfælde han havde rejst med nogen, havde disse også været enlige rejsende og enkelte havde haft den irriterende vane at tale med sig selv. Men ikke Oliver, hans tanker og samtaler var hans egne og tilhørte kun ham. Med så få ejendele måtte man værne tæt om det man har, om det så er ens stemme, ord eller tanker. Så Oliver holdt sin mund og dens ord for sig selv og i sit hoved – det var også her han førte sine enlige samtaler, hvilket stilheden omkring ham beviste. Hans øjne skimtede horisonten, den skarpe blå himmel, støvskyerne deres støvler sparkede op, han hørte sine egne og de unges skridt på vejen. Men han så ikke vejen, han hørte intet andet end sin egen indvendige samtale.
Det tager fem dage-
-Syv dage.
Det tager syv dage til Vinæra. Der er mad til tre-
 Der er mad til fire, måske fem, hvis vi sparer på det.
Han så mod den unge gruppe mennesker. Har de mad med? De virkede ikke som den mest berejste gruppe, men han havde lært ikke at bedømme folk på deres ydre. For al deres snak var deres støvler slidte, selv Caius’, hvis tøj virkede nyt, havde gennemtravede støvler på og trods tøjets nye udseende var det lappet flere steder. De snublede aldrig, og ikke en eneste gang brokkede de sig over tempoet, de virkede naive og uprøvede til verden – men deres handlinger beskrev noget andet.
 Ligegyldigt, vi har prøvet værre. Det er ikke problemet. Fokusér. Der er ingen byer på vejen-
Det er ligegyldigt, vi har ingen penge.
Irriteret over at blive afbrudt af sig selv, og frustrerende selvbevidst over ligegyldigheden og idiotien af denne irritation, udstødte Oliver et vredt fnys, der kunne have været et grin eller suk. De unge så mod ham, men han tilbød ikke mere information og de gik tilbage til deres snak. Irritation eller ej var situationen den samme. Han havde ingen penge – ingen.
Jeg har ingen penge. Det er ikke nyt.
Fattigdom behøver ikke være nyt for at være ubehageligt. Stemmen var særligt spydig, og fik Olivers bryn til at nærme sig hinanden i faretruende udtryk. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt en enkelt gang. Fokusér. Hans ansigt blev igen passivt.
Det bliver en hård rejse. Men det er en lille pris for muligheden den bragte. Dette var ikke første gang Oliver havde tænkt dette for sig selv, og det blev heller ikke den sidste. Tænk på planen. Ankom til Enna, rejs til Vinæra – let nok. Skaf hvad du har behov for til din videre rejse, nyt tøj. Den rejsende så ubevidst ned over sit brugte, slidte og mindre end præsentable påklædning: en simpel vest udover en bluse, busker og et sjal om livet for at holde samling på klæderne. Alle delene var enten grå, brun eller farveløst. Men han kunne ikke undgå at vende tilbage til sit første problem: jeg har ingen penge. Han strøg indkøbslisten og sprang videre til næste punkt i planen.
Rejs videre fra Vinæra, helst samme dag som du ankommer. Der burde være timer nok på døgnet til at nå til den næste by, Ecta? Han var ikke sikker på hvad den næste by hed, udover at der var fire byer før han ankom til Quenta, hans egentlige destination. I Quenta er et bad nødvendigt. Find palæet og præsentér dig selv: Olli Secta, sendt af akademiet og uddannet helbreder. Den anden læge? Nej, kun jeg, ironisk blev den anden syg. Beklager der ingen besked blev sendt på forhånd. Drengens helbredelse blev prioriteret. Beklager, ja, forståeligt – men sundheden og drengens velbefindende må komme først. Og genistregen, indlært og trænet til udødelighed. Med let genert, beklagende og – særligt forsigtigt – påkrævende tone: Og… betalingen? Disse ord skulle give ham penge.
Hvis du da ikke bliver anklaget for Fejlagtig Medicinudøvelse, og Forfalskning af Akademisk Lægevidenskabelig Certifikat. Tanken var mere ubehagelig end ventet, og forvandlede igen Olivers passive udtryk til en mere dyster grimasse. Han tvang tanken fra sit sind. Planen ville virke, som hans planer altid gjorde. Altid? Stemmen var lystig og fuld af ondskabsfuld humor. Planen ville virke, som hans overvejede og veludarbejdede planer altid gjorde. Stemmen sagde noget mere, men Oliver skubbede den ud af sit sind og fortsatte med at gennemgå sin plan. Derefter tænkte han den igennem igen, og igen, og igen. Indtil et særligt dramatisk suk blev udstødt af Maelia og afbrød Olivers recitering.
”Årgh! Daima var bedre, de havde bedre værelser, gader og folkene-”
”Daima?! Der var intet godt ved Daima. Folkene var frygtelige og alt andet end velkommende”, brød Papia ind, hendes ansigt et billede af foragt og forundring.
”Hvad var godt ved Daima? Vi blev praktisk talt smidt ud af byen”, fortsatte Caius Papias første klagesang, ”og værelserne var ikke det værd".
”De tog overpris for alting”, tilføjede Quintus, evigt opmærksom på pris.
”Maden var dårlig”, afsluttede Faenia.
Maelia trak blot på skuldrende. ”Det var ikke så slemt igen”. Der lød en fnys fra Faenia, hvilket Maelia besvarede med et halvt smil. ”Maden var ret dårlig, men resten var ikke så slemt”. De andre var tydeligt utilfredse – bortset fra Faenia. Maelia skulede til dem, og fortsatte, mere defensivt end før.
”Maden var dårlig, og dyr. Men folkene var ikke så slemme igen, jo, enkelte var nogle idioter, men da ikke dem alle. Og værelserne var bedre end dem derhjemme, og gaderne var intet mindre end fantastiske!”, Quintus lagde beroligende en hånd på Maelias skulder, da hun var færdig med sin tale.
”Gaderne var pæne, men… Daima?”.
”Fint! Hvad synes I har været det bedste?”, Maelias hænder fløj dramatisk op i luften i afmagt og irritation.
”Ceralla”, Papia var den første til at svare, men Caius svarede ikke kort tid efter, næsten samtidig med Quitus.
”Licana”.
”Aelenae”.
Faenia så ud som om hun ikke havde hørt spørgsmålet, eller ikke havde tænkt sig at gøre noget ved det, men hendes svar kom, med let forsinkelse, ”Yliksë”. Dette blev mødt med både smil og rynkede bryn.
”Yliksë?”, Papias stemme var intet andet end misbilligende.
”Faenia?! Det er jo ikke i Brixilian!”, Maelias stemme var både fornøjet og irriteret på samme tid. Med en skarp håndbevægelse sagde hun ”vælg en anden”. Faenia lavede en lyd der bedst kunne beskrives som den verbale erstatning for et skuldertræk. Hun sparkede distraheret til vejen og sendte en lille støvsky op i luften.
”Aric?”, sagde hun efter en kort pause, med et næsten spørgende tonefald. Dette blev mødt med lige så mange udråb som Daima eller Yliksë.
Faenia havde et mildt ansigt, der i den tid Oliver havde brugt med dem sjældent, afslørede mange følelser, med undtagelse af kedsomhed. Han havde ikke set hende hverken skule eller smile for bredt. Men nu begyndte skygger at danse over hendes ellers rolige ansigt, hvilket gjorde det alt andet end mildt og behageligt. De unge så det også, men virkede ikke bekymrede. De fortsatte med mildt at skubbe hinanden, i et lejende forsøg på at få en ven til at snuble ned på vejens grus og sand.
”Ja, Aric”, sagde hun skarpt, og hvis ord kunne skære, gjorde de det. ”Det er den første by i en måned hvor vi ikke har spist enten fisk eller skaldyr”. Aldrig i hele Brixilians historie var ’fisk’ blevet sagt med sådan foragt, og selvom tonen var dræbende, var hele situationen så absurd at Oliver ikke kunne lade være med at smile. Ikke meget, og ikke nok til at nå hans øjne eller forme sig til et grin. Men på hans ellers uvenlige ansigt virkede det som en sol.
De unge så det ikke, med deres øjne på Faenia. Deres smil var ikke små eller uvante. Og deres smil blev til grin. Latteren spredte sig og også skyggerne i Faenias ansigt blev jaget væk, og dette virkede for Oliver til at være rytmen i deres gruppe. De kunne være spydige og irriteret, men det sad ikke i dem længe før deres glæde vendte tilbage. Han selv kunne ikke huske en så ubekymret tid, hvor problemer ikke var større end de kunne jages væk af grin og smil. De virkede uvirkelige i deres glæde og latter, som forstod de ikke verden, eller som om verden ikke forstod dem.
Olivers stilhed virkede som døden i forhold til deres livlige samtale. Tavst og lyttende betragtede han den unge gruppe, der også gav ham undersøgende blikke. Hver gang han skimtede til gruppen, ville han se et blik der hurtigt flyttede sig fra ham, eller han ville møde deres øjne og derefter vil de smile til ham. Blikkene var uvante for ham, og gjorde rejsen let foruroligende – aldrig havde han oplevet så intens opmærksomhed fra en rejsegruppe. Han gjorde sit bedste for at virke venlig, nikkede til dem, når han fik et smil. Men han holdt fortsat sin stemme og tanker for sig selv, for af hvilken grund skulle han dele dem? Tankerne var hans og private. Stemmen havde ingen nytte medmindre han skulle svare på spørgsmål eller stille forslag og siden spørgsmålene var stoppet, og der intet behov var forslag, valgte han at holde mund. Deres samtale var underholdende, men havde intet med ham at gøre, så der var ingen grund til at blande sig.

Dermed fortsatte dagen i hans stilhed og deres larm. De unges samtale kombineret med lyden af støvler på grus og sand, og som de kom længere ind i landet blev vejen hårde og mere nedtrådt. De fortsatte indtil solen stod lavt på himlen og deres skygger blev lange bag dem. Oliver så mod solen og derefter omkring dem i landskabet, ikke at der var meget andet at se end vinmarker. Vinmarker med deres små redeformet vinbuske, der ikke gjorde meget for at bryde med det brune og grå landskab, der blev badet af aftensolens ildfarvede stråler. Vinmarker og… Og en lille plads der lå parallelt med vejen. Pladsen var ryddet for vinreder, og tydeligt lavet af andre rejsende. Vejen blev tit brugt, enten handelsfolk eller nyhedsbringere, og uden byer måtte man selv skabe sin hvileplads – og denne var som skabt for dem.
”Jeg foreslår vi slår lejr”. Han pegede mod hvilepladsen. "Der", han begyndte selv at gå mod den, uden at se om de unge fulgte med. Pladsen var nedtrådt, lettere fordybet og centralt var der placeret en rund flad sten – Oliver smilte til stenen da han opdagede den. En varmesten havde mange gange betydet hans redning en kold nat, da den kunne bruges i stedet for et bål – uden frygt for at flammerne ville gå ud, for der var ingen ild. Stenen kunne varmes op, hvis man havde midlerne, og blev af rejsende brugt som varme og til madlavning, og den var endnu et tegn på at mange rejsende brugte denne vej.
Bag ham kunne han høre den unge gruppe nærme sig, deres glade stemmer spredte sig i de begyndende aftentimer. Oliver trådte hen over stenen og satte sig ved den, hvorefter den unge gruppe kort efter ankom og tog plads på den nedtrådte jord, hvor de formede en løs cirkel. De unge standsede aldrig deres snak, men fortsatte alt imens de pakkede ud.
”Hmm… Pappi? Kan De ordne den der?”, Mealia sad på hug foran varmestenen og prikkede til den. Hun søgte Papia med sine øjne, der allerede – halvt kravlende – kom hen imod hende. Oliver vidste allerede før Papia svarede at, ja, hun kunne ’ordne’ den. Hendes øjne var bevis på dette, og det kom derfor bag på Oliver da hun med såret stemme svarede, ”Hvad tror du selv?”, og kravlede tilbage på sin plads ved siden af Oliver.
Maelia trak blot på skuldrende, uden at bide mærke i eller bekymre sig om Papias sårede tone, og bevægede sig tilbage mod sin oppakning. Oliver var overrasket. Han kunne ikke holde sine øjne fra Papia og heller ikke skjule sin undren. Hun burde være i stand til at opvarme stenen, Oliver havde lært det, og enhver husholderske kendte samme trick. Varmesten var trods alt opfundet til det formål at være i et køkken og gøre hverdagen lettere for den almene borger – at der stadig var mange der ikke havde midlerne til en, var en anden sag. Men de fleste kunne alligevel bruge den, selv hvis de ikke havde pengene til at eje den.
”Jeg kan opvarme den”, sagde han da han satte sig foran stenen.
Det var meningen at man skulle tage jernstøv og gnide udover stenen, men han havde intet jernstøv, og derfor måtte han drage på energien omkring ham. Det var ikke svært og han havde gjort det utallige gange før. Han lagde sin hånd fladt mod den kolde sten. Han lukkede øjnene og mærkede luften omkring sig. Og lyttede. Det var dog ikke luften han lyttede efter, men hvad den indeholdt. Han søgte også stenen selv med sit sind, mærkede den og tvang stenen til at reagere på hans kommando. Hans mor havde beskrevet det for ham, så han kunne lære. Hun havde sagt han skulle lytte, men uden at bruge signe ører – det havde ikke givet mening for ham, men han forstod nu. Det var som at lytte efter en tone, eller en bevægelse – men med sindet. Og han hørte stenen, og luften, og jorden under sine fødder. Verden frøs omkring ham, al lyd forsvandt – selv de unges larm forsvandt for ham. Stilheden trykkede for hans øre. Der var intet og ingen omkring ham – absolut intet. Og med ét kom det hele tilbage. Blindet af lys, overdøvet af lyd og sanser fandt han igen sig selv foran den flade sten, der langsomt begyndte at blive varm. Han formåede ikke at blive overvældet af sansestrømningen, det var hvad han havde forventet. I tidspunktet inden fuldkommen forbindelse vil alting omkring en gå i stå – eller… det føltes som om alting gik i stå, men med øvelse havde han lært ikke at blive overvældet eller dårlig af oplevelsen.
Inden stenen blev rødglødende fjernede han sin hånd fra den for at undgå forbrændinger, men han holdt sin koncentration ved den, sørgede for at blive ved med at hører, at føle dens energi og tvinge den varm.
Der lød et halvkvalt piv og han så op for at se fem forbløffede ansigter. Alle som en var de rundøjet, højbrynet og åbenmundet, eller Faenia var ikke, hun var kun højbrynet. Han forsøgte at smile beroligende til dem, men han fandt deres åbenlyse overraskelse meget morsomt. De havde set hans taske, og Papia havde kaldt ham læge, så han havde ikke forventet det ville være en overraskelse for dem. Og efter den intense diskussion de var gået igennem for at få Papia til at overtale ham til at tage med… han havde troet at de havde regnet ud han var arkaniker. Men her sad de, overrasket og stirrende. Deres forstenede udtryk var først meget morsomt, men som sekunderne strakte sig ud, og de blev ved med at se mod ham, kunne han ikke lade være med at se væk fra dem. Han kunne mærke deres øjne på ham, og de føltes som insekter der gravede sig ind under hans hud. Opmærksomheden var ham uvant, og han ønskede mest af alt at kunne forsvinde i en sky af røg.
”Havde I pakket en gryde, Domin?”. Spørgsmålet var ment som en distraktion, for han vidste de havde pakket en gryde, men det ville få dem til at lede efter den. Faenia kom som den første til sig selv igen, nikkede og frembragte en gryde, hvilket også tvang de andre ud af deres trancelignende tilstand.
Maelia var den første af dem til at tale. Hun så på Oliver og sagde med en stemme alvorligere end hun før havde brugt, ”Mín Oliver. De har reddet min dag”, og hendes ansigt lyste op i et smil. Det var en kamp at smile igen, men han gjorde sit bedste. Hvor overbevisende det var vidste han ikke, men ingen kommenterede på hans utrænede smil og han forsøgte ikke at gentage tragedien.
Efter han havde varmet stenen op, trådte han igen væk fra den, og de unge overtog madlavningen. De sad alle fem sammen omkring stenen, og talte mere lavmælt end før, hvilket virkede foruroligende, da Oliver ikke var vant til deres dæmpede stemmer. Først da indholdet i gryden kogte begyndte deres samtale igen at være lystig og højlydt. Det var en befrielse ikke at høre sit eget navn blive nævnt, og igen se de unge mennesker grine og tale som før. Det var en mindre befrielse da Papia rejste sig fra gruppen og begyndte at gå hen imod ham. Hun smilte usikkert og satte sig ved siden af ham, til hans glæde satte hun sig heldigvis langt nok væk til ikke at kunne røre ham.
”’Mín Oliver…”, startede hun, men sagde ikke mere. Det var tydeligt hun havde mere at sige, men ordene sad åbenbart fast. Oliver sagde ikke noget, sad blot og stirrede mod resten af den unge gruppe, hvis lydniveau stadig var lystigt. Han ønskede ikke denne samtale med hende, ønskede at hun ville miste modet og blot gå tilbage til hendes venner, der fortsat sniksnakkede. Papia trak højlydt vejret ind og pustede det lige så dramatisk ud.
”’Mín Oliver, jeg tænkte om du kunne lære mig magi ”. Han havde forventet at hun ville stille netop det spørgsmål så han have allerede fundet ud af, hvad han ville svare.
”Nej”. Om det var kortheden eller hastigheden af svaret der fra tvang et fnys fra Papia vidste han ikke. Men hendes irritation var tydelig, også selvom han stadig holdte øjnene ved gruppen foran ham. Hendes skuldre strammede op og hendes øjne blev hårde i det de så mod ham.
”Men-”
”-Nej”, svarede Oliver igen. Han vendte blikket mod den unge kvinde, hvis øjne kun blev mere frustrerede. ”Men, nej Papia. Jeg er ingen underviser. Jeg er en tilfældig rejsende, og har ikke nok tid til at undervise dig – eller nogen anden”. Papias mund blev en tynd streg og hendes bryn mødtes næsten. Selv hendes kinder og hals begyndte at blusse i frustration.
”Du er den eneste magiker jeg har mødt”, hendes stemme var hård og målrettet, ”jeg skal lære af nogen, selv hvis det ikke er tilstrækkeligt!”. Den unge gruppe foran dem havde nu vendt ansigterne mod Oliver og Papia, der tydeligt skændtes.
”Igen, jeg er ikke underviser", han tvang sin stemme rolig, og understregede hver stavelse. "Hvis jeg gav mig til at undervise dig, eller de andre, vil det kun gå galt”. Papia skulle til at protestere, men Oliver fortsatte. ”Arkani er ikke let at forklare eller forstå eller bruge, og slet ikke på en uges rejse mod Vinæra. Der er ikke tid". Han tilføjede definitivt, "og jeg har ikke lyst”. Med sin sidste replik vendte han blikket fra hende og så ud af øjenkrogen, hvordan hun sitrerede af vrede. Hun sparkede sig selv op fra jorden og trampede mod sine venner. Deres ansigter var igen vendt mod gryden og dens indhold, men deres samtale blev ikke genoptaget.
De spiste i stilhed. Maelia havde endda givet Oliver en skål, noget der oprigtigt havde overrasket ham, eftersom han havde nægtet at lære Papia magi. De talte dog ikke til ham resten af aftenen, og holdt deres interne samtaler dæmpede, og deres grin lavmælte. Selv da de lagde sig til at sove sagde de intet til ham, og han sagde intet til dem. Stilheden var han vant til. Han var vant til at lægge sig til at sove med intet andet end vind, og måske insekter til at forstyrre aftenen – han nægtede at lade sig påvirke af hvor unaturlig de unges stilhed føltes. Stilhed kunne han overleve, han levede i stilhed, det var deres larm der var fremmed.

Næste morgen vågnede Oliver som den første. De unge folk lå tæt sammen, trods nætterne ikke længere var kolde nok til at der var behov for det. Solen var netop stået op, men trods de tidlige morgentimer var dens stråler allerede varme, og de blev kun varmere for hver dag der gik.
Ud af vane gennemgik Oliver sin taske, pakkede alt ud af den for at gøre sig et overblik over hvad han havde. Det var ikke meget, men forhåbentligt var det nok. Tørt brød, lidt saltet fisk, intet kød... Sammenrullet i et tyndslidt tæppe lå en lille skål, en foldet og slidt konvolut, der indeholdt en begrænset mængde af gråhvidt pulver og tre beholdere med hver deres plantebaseret salve – og et nu tomt blækhus, samt et tørt blækindsmurt stykke papir. Det var ikke meget, men det var alt hvad han ejede, foruden tøjet han bar på sin krop og tasken selv. Tasken havde han altid haft og den var mere dyrebar for ham end alt det han nogensinde havde haft i den, selv mere end det gråhvide pulver han engang havde givet alt for mange penge for.
”Hvad er det?”. Oliver vendte sig mod stemmen, der viste sig at være Papia. Hun stod og pegede mod en af de lukkede beholdere. De var lavet af træ, med et skruelåg – han havde lært at salver holdte sig længere når de var bedre isoleret. Bøtterne havde også kostet en del, men de havde været det værd. Papia så ikke ligefrem glad ud, men hun var trods alt ikke vred længere, af hvad Oliver kunne se.
”Den her?”, Oliver løftede en af beholderende, og Papia nikkede. Han rakte den til hende som han svarede, ”Det er en salve til udslæt. Hvis nogen har fået en allergisk reaktion, kan de gnide det her på og det burde mildne udslettet”. Papia skruede låget af og lugtede til den grå-grønlige salve. Hun rynkede på næsen af den skarpe og krydrede lugt. ”Virker det på alt?”. Hun rakte ham bøtten igen.
Oliver rystede på hovedet og tog imod den.
”Nej, for det meste kun udslet der kommer af kontakt ved planter”. Papia lod ikke til at reagere på svaret, men stod blot og stirrede mod hans taske. Han skimtede til hende som han pakkede sine ting sammen, og forventede hun ville forsøge at overtale ham til alligevel at undervise hende, men hun sagde intet. Hun fangede hans blik, og vendte rundt på hælen og begyndte at vække sine stadig sovende rejsekammerater.
Maelia mumlede noget Oliver tolkede som "bare fem minutter mere", hvilket Quintus bakkede op om, med et grynt. Papia var øjensynligt ligeglad, og begyndte blot at ruske i dem.
"Mín Oliver er allerede oppe og pakket, han rejser uden os hvis I ikke rejser jer fra asken", sagde hun med et sidste voldsomt skub, inden hun begyndte at pakke signe egne ting sammen. Oliver var, ulig hvad Papia konstaterede, ikke færdig pakket, og han ville heller ikke have fortsat videre uden dem – dog han havde overvejet det. Han tilføjede ingen kommentar til hvad Papia havde sagt, og lod de unge folk tænke hvad de ville som de langsomt begyndte at komme op. Melia vågnede med et voldsomt gab og allerede var der et smil på hendes læber.
"Godmorgen Domin", sagde hun til Oliver, han nikkede i hendes retning som hilsen.
”Morgenmad?”, var det første Faenia mumlede som hun kæmpede sig op og side. Som et svar kastede Quintus en bylt hendes vej der landede mellem hendes ben. Hun smilede op til ham og begyndte at åbne for pakken. Som hun fik den åbnet begyndte hun at dele mad rundt til sine venner, som spiste alt imens de pakkede sammen.
”Mín?”, Oliver så op og opdagede at Faenia sad på hug overfor ham. Hun holdt et stykke fladbrød mod ham, hun smilede ikke som hun tilbød ham maden, holdt det frem som var han et vildt dyr hun forsøgte at tæmme. ”Vil du have noget?”, spurgte hun, angiveligt for at tydeliggøre at det var til ham, eftersom han ikke reagerede hurtigt nok.
Jeg har selv, der er ing-
Bare tag imod det!
”Tak”, sagde han og tog imod den morgenmad hun tilbød ham. Som han tog det fra hende gav hun ham et lille smil, inden hun rejste sig og til tilbage til sine ting.

Oliver lyttede halvhjertet til de unges samtale som de endelig blev klar til at rejse videre – hvilket, egentlig var meget hurtigere end Oliver havde regnet med. Han havde frygtet at blive meget forsinket ved at skulle rejse med en gruppe, men de var effektive til at pakke sammen og hurtige travere.
”Måske vi kan blive en ekstra dag i Vinæra?”, sagde Caius til gruppen som de gik langs vejen.
”Hvad vil du bruge en til dag på?”, spurgte Papia idet hun samlede en sten op for vejen og sigtede mod Quintus.
”Tænkte bare det kunne være rart at bruge lidt tid i en by – med faktiske senge”, svarede Caius, der forsøgte at kæmpe stenen fra Papia inden hun kunne nå at kaste den.
”Vi har vel ikke tid?”, sagde Maelia og så tilbage på sine to venner, der begge lod stenen falde til jorden med det samme hun så deres vej. ”Der er meget vi skal nå inden-”
-”inden vi skal nå vores destination”, afbrød Quintus hurtigt, der – noget tydeligt – så skarpt mellem Maelia og Oliver. Jeg er ikke interesseret i jeres gøremål... Tænkte han tørt til sig selv, og ignorerede de unges blikke der nu skød til og fra ham.
”Det går vel an på hvor hurtigt vi når frem?”, tilføjede Faenia, ”hvis vi er i god tid i Vinæra...”, hun trak på skuldrende for at færdiggøre sin sætning. Maelia åbnede munden for at komme med en kommentar, men Oliver holdt en hånd på for at stoppe hende. De så alle sammen mod ham, men hørte snart det samme som han havde. Lyden af hove mod jord. Oliver så bag sig, men kunne ingen rytter se, han så fremad igen. Op over bakken kom en hest galoperende imod dem. Han selv og de unge føjede sig hurtigt til siden for dyret og dens rytter, men som den kom nærmere satte rytteren farten ned. Personen på hesten var i brune og orange rober – statslige nyhedsbringer – og stoppede sin fremgang da vedkommende kom hen til dem, men steg ikke af. Inden rytteren kunne nå at kræve noget af dem trådte Quintus frem og talte.
”Noget nyt på vejen?”, spurgte han med smil i stemme. Rytteren rystede på hovedet og så udover deres lille gruppe. Ledte de efter nogen?
”Hvor I på vej hen?”, spurgte hun i stedet for at svare på Quintus spørgsmål.
”Vinæra”, svarede drengen, der stadig smilede, ”intet nyt?”, spurgte han igen. Rytteren trak på skuldrende.
”Ikke mod Vinæra”, svarede hun, ”men flere af byerne ved den indre-vestkyst har været ramt a stenskred, den nyest ramt er Praetri, så undgå den vej hvis det er jer muligt, Domin”, tilføjede hun. Quintus nikkede og gjorde sit udtryk alvorligt ved nyheden.
”Det er beklageligt”, sagde han i så bekymret en tone at Oliver næsten troede han var oprigtig, ”kommer De netop derfra?”.
”Nej, jeg ridder fra hovedstaden”, svarede hun.
”Fra Brixanda? Det er en lang rejse alene”, Quintus studerede kvinden, og fandt derefter et vandskind frem og rakte det til hende. Hun smilede sin tak og rakte ned for at tage imod det.
”Det tager du ikke fejl af”, svarede hun ham, ”men når man arbejder for kronen må man jo blot gøre som der befales”, hun sagde det stadig med et smil, som hun rakte vandskindet tilbage efter at have taget en tår. ”Der er langt til Vinæra endnu, for jer. Hvor langt til den næste by?”, spurgte hun Quintus.
”Ja, vi har et stykke vej endnu, heldigvis for dig er vi netop kommet fra Aric”, han gestikulerede på vejen tilbage af, ”omkring halvanden dagsrejse til fods”. Hun nikkede til ham.
”Tak Domin, rejst sikkert!”, sagde hun og nikkede til Quintus og derefter resten af gruppen.
”Rejs sikkert”, hilste Quintus igen som hun red videre ned ad vejen. Han vendte sig mod gruppen, hans ansigt overraskende dystert som han mødte sine venners øjne. Oliver skævede til resten af gruppen og så de delte Quintus humør. Måske de havde venner stenskreds området? En anden rejsende ville måske have spurgt indtil deres adfærd, om de var bekymret for venner eller familie – men ikke Oliver. Han lod dem gå i stilhed, indtil de igen fandt deres stemmer. Dog de aldrig talte om sten skredet eller rytteren.